Tilbage til dyrene
Sikahjorte

Dyrene i dyrehaven

Ca. 10

Sikahjorte

En mindre, vagtsom hjorteart med mørk rygstribe og et markant hvidt spejl.

Sikahjort er en anelse mindre end dåhjort, men minder mere om kronvildtet i gevirets form og kropsbygning. Sikahjorten er i sommerpelsen rødbrun med hvide pletter og en mørk stribe langs ryggen. Vinterdragten er mørkegrå, næsten sort. På bagløbet ses en hvid plet omkring duftkirtlerne. Spejlet er hvidt med sorte afgrænsninger og en tynd sort stribe på halen. Ansigtsformen giver sikahjorten et særpræget udtryk, som om den løfter øjenbrynene.

Sikahjorten skelnes bedst fra andre hjortearter på spejlet. Sikahjortens spejl er hjerteformet og hvidt med en sort indramning. Den mørke hale, der ses i spejlet, kan få det til at minde lidt om dåhjortens spejl, men halen er ikke så tydelig som hos dåhjorten.

Hjorten får en kraftig manke om efteråret og bærer gevir fra september til april. Udviklingen af geviret minder meget om kronvildtets, bortset fra at sikahjortens gevir er mindre og normalt ikke får mere end otte ender (fire sprosser på hver stang).

UDBREDELSE OG LEVESTEDER

Sikahjorten kom til Danmark omkring 1900, og en række udsætninger betyder, at arten i dag findes på fri vildtbane på en række ret velafgrænsede steder i Danmark. Sikahjorten findes desuden i dyrehaver. Det er en sky hjorteart, som foretrækker at opholde sig i tætte bevoksninger. Dyrene er ofte mest aktive i skumrings- og dæmringstiden. I områder med hyppig jagt eller andre forstyrrende elementer kan sikahjorten være udelukkende nataktiv.

BESTANDSUDVIKLING

Sikahjorten har brunst i september-november. Der er en vis bekymring for, at sikahjorten skal krydse sig med det oprindeligt hjemmehørende kronvildt, sådan som det er set andre steder i Europa. Det ville betyde en genetisk forurening af kronvildtbestanden. Indtil videre er dette dog ikke påvist i Danmark – muligvis fordi den type sikahjort, vi har her, er betydeligt mindre end kronvildtet.